Rudeudskiftning på højhus


Facader, Montering, Reparationer

Udskiftning af 6 ruder på Prismet

Prismet i Aarhus har i mange år døjet med punkterede ruder. Grunden til dette er, at det har været meget svært at finde en leverandør, der kunne ramme solfilmen til at matche de eksisterende. Da man havde fundet en rudetype, man var tilfreds med, blev vi hos Sky-Work kontaktet til at afhjælpe med montering, således at man kunne slippe for en ekstra kranopstilling til en mandskabskurv.

Udskiftning af store ruder kan være en udfordring.

Det er ikke en særligt svær opgave at udskifte en rude i et moderne facadesystem. Den store udfordring her var en placering på 17. etage samt den underliggende parkeringskælder.

Til denne opgave blev det bestemt, at ruderne skulle monteres med hjælp fra en kran. Grundlaget for dette valg var, at opgaven kan løses hurtigere og dermed være til mindre gene for det travle hus. Da kranen skulle være meget stor for både at nå 17. sal samt hele vejen ind over parkeringskælderen, skulle der spærres et spor i en hovedvej. Til dette kan der kun gives tilladelse i weekenden, men det var et let problem at løse.

Krævede forberedelse og strategi

For at spare yderligere dyrebare krantimer kunne vi hos Sky-Work lave alt det forberedende arbejde i dagene op til i stedet for på dagen, hvor kranen ville vente. Sky-Work afmonterede listerne omkring de seks ruder, der skulle skiftes og monterede holdestykker. Holdestykker er en midlertidig løsning, som er meget hurtig at afmontere og montere. Ligeledes kunne vi sætte vores reb strategisk op, således at kranen skulle vente mindste muligt.

Da søndagen kom, hvor vi skulle forsøge at skifte alle seks ruder, mødte Sky-Work ind og sikrede sig, at alt var som det skulle være værktøj i snore og rebet stod snorlige, imens kranen stillede op. Da kranen var helt klar, vakuumsuget rigget til og klatrerebet siddet, hvor det skulle være, blev der holdt et sidste sikkerhedsmøde. På mødet drøftede alle involverede arbejdsopgaven. Fremgangsmåde, rækkefølge en hurtig gennemgang af kommunikation og forventninger. Sky-Work fremlagde deres redningsplan for klatredelen, således alle var orienteret om, hvorledes dette ville foregå i tilfælde af, at der blev behov.

Sådan bar vi os sikkert ad

Sky-Work gik på taget for at gå på reb, og facadefirmaet gik ind på den givne etage, og kranføreren satte sig godt til rette. De første to ruder, der blev skiftet, sad i taget på bygningen, og disse gik ret hurtigt, da Sky-Work let kunne sidde udenfor, og facadefolkene stod på den anden side. Holdestykkerne på ruderne blev løsnet, de gamle ruder løftet ud, og de nye forsigtigt på plads. Herefter hæftede vi de originale lister på ydersiden, så de var klar til senere slutmontage.

Til de næste ruder fortsatte Sky-Work ud over kanten, og ned langs facaden. Her blev de mødt af facadefolkene, der stod og ventede på den anden side. Kranen kom endnu engang med vakuumsuget, og dette blev monteret på ruden, og holdestykkerne afmonteret. Ruden blev vrikket fri og bragt til jorden, hvor den blev skiftet til en ny og kom retur til Sky-Work. Der blev lagt de passende glasklodser ud, og ruden blev sat ind på plads. Efter et godkendende nik fra inderside, blev holdestykkerne atter monteret og Sky-Work bevægede sig mod den næste rude.

De seks ruder blev skiftet på fem timer, hvorefter kranen pakkede sammen og kørte hjem. Den hurtige proces skyldes blandt andet god planlægning fra alle parter samt muligheden for, at Sky-Work kunne lave alt det forberedende arbejde, inden kranen kom.

Mandag middag var alle ruder igen monteret lige efter bogen, og jobbet var nu helt færdigt.